Dette hold er til dig, der ønsker en god start for dig og din hund.
Det er for alle lovlige racer.
Det er primært for hvalpe og unghunde, men der er også plads til den hund, der har ”glemt” hvordan man er lydig. Holdet er både til dig, der udelukkende ønsker en familiehund, og til dig, der ønsker at træne videre i Dansk Politihundeforening.
Vi træner lineføring, apportering, halsgivning, spring, afdækning, indkald, hund/fører-forhold og socialisering. Vi træner på forskellige lokaliteter, så hundene lærer at abstrahere fra forskellige lyde, underlag og objekter.
Vi prøver så vidt muligt at tage udgangspunkt i hver hund og hundefører, så vi kan give de rigtige redskaber til at opnå et succesfuldt resultat. Vi bygger videre på øvelserne og sværhedsgraden heraf, løbende som hundene får mere udholdenhed og forståelse for øvelserne.
Vi bruger en masse godbidder og ros til træningen, da det skal være en fest for hundene at lystre kommandoerne. Du får også en masse tips og tricks til at læse din og andre hundes signaler, samt hvordan man kan irettesætte og stoppe uønsket adfærd på en god og ordentlig måde.
Vi træner ofte selv vores hunde efterfølgende, hvor det er muligt at blive og se med. Vi demonstrerer også gerne ved tvivlsspørgsmål, både med jeres hund og vores egne. Vi har begge konkurrencehunde, og kan forklare om diverse discipliner og udfordringer i et eventuelt fremtidigt forløb i klubben.
Hvis du er interesseret i at træne spor og rundering sideløbende med lydighedstræningen, kan du melde dig ind i Silkeborg PH og træne begge dele. Her hjælper vi jer også gerne i gang.
Vi holder en introduktionsaften nogle dage inden træningsopstart, hvor vi kan møde holdet og omvendt. Dette foregår uden hund, da der så er mere ro til at fortælle og stille spørgsmål. Efter hver endt træning giver vi en kop kaffe og evaluerer kort. I vil her få ”lektier” for, så I kan træne konstruktivt videre derhjemme indtil næste træning.
Vi har to hold om året, hhv. forår og efterår. Vi plejer at starte op omkring februar og august. Kurset forløber over 10 gange. Træningen foregår oftest tirsdag aften kl. 18 eller søndag kl. 10.
Kurset koster 700 kr., som betales på introduktionsaftenen. Kontingentet i Silkeborg PH koster 900 kr., og så er al træning inkl. hvalpe-/lydighedsholdet gratis. Det er muligt at betale differencen efter holdopstart, hvis man ønsker at blive medlem.
Tilmelding til kurset sker via hjemmesiden, når kurset oprettes.
Oplysninger om medlemsskab finder du HER
For yderligere informationer, kontakt da:
Instruktør Camilla Lyhne Ravkilde
E-mail: camilla@ravkilde.dkMobiltelefon: 28 44 67 17
Instruktør Teddy Rasmussen
Mobiltelefon: 22 43 41 07